Ny bog: Det er nu det sker

“Det er nu det sker”, er nu på gaden.

Det er nu det sker

Jeg havde skrevet den bog, jeg havde lyst til at skrive og syntes, det kunne være interessant at høre, hvad andre syntes om den.

Jeg fik mange tilkendegivelser. Den eneste måske negative var en mail fyldt med kommaer.

Efter at have sat grammatisk komma i et helt liv og også undervist i kommasætning i temmelig mange år havde jeg besluttet at skifte til nyt komma.

Jeg ved, at kommatering er noget, der kan ophidse folk, især dem der ikke er så bevidst om deres egen. Så jeg havde villet skrive et afsnit om det, men mine to medforlæggere mente ikke, det var hensigtsmæssigt at undskylde, at man kunne sætte kommaer. Jeg ved ikke, om de havde ret, men jeg lover i min næste bog at vende tilbage til grammatisk komma.

Der var også en del, der ikke vendte tilbage med deres mening på trods af, at de havde sagt, at de meget gerne ville læse bogen og komme med en tilbagemelding.

Først tænkte jeg, at det var, fordi de syntes, bogen var underlig og ikke rigtigt vidste, hvad de skulle mene. Samtidig fik jeg faktisk kun positive tilkendegivelser, når jeg af andre grunde talte med nogle af dem. Da jeg fortalte en af mine meget positive læsere, som ikke er en af dem, der anmelder her på siden, om min forundring over manglende respons, svarede hun, at det nok bare var ligesom, der var nogle der ikke svarede på mails eller ringede tilbage, når man ringede til dem. Heller ikke selv om det var mennesker, der ellers opførte sig meget ordentligt, både som personlige venner og professionelle kontakter.

Jeg er stadig overbevist om, at i hvert fald nogle af dem synes, min bog er utraditionel og derfor ikke synes, de ved, hvad de skal mene om den.

Min gode veninde, som nok er min bedste og somme tider barskeste kritiker på mange af livets områder, skrev således: Jeg synes, det er en flot bog, du har skrevet. Det har virkelig været spændende at læse den, og jeg har hele tiden haft lyst til at læse mere undervejs.

Hun har også læst min første bog i denne omgang: Livet er en god handel og fortsætter: Det er en meget mere rolig bog end den første, synes jeg. Sproget er roligere og mere konsekvent. Du kunne godt have en tendens til at ville sige både for og imod og midt imellem i samme sætning i den første bog. Det hele virker meget mere velovervejet og færdigt i denne.

Vi har jo talt meget sammen om meget af det, du skriver om, men der er også meget nyt i den for mig. Især på faktaplanet. Det har været spændende og oplysende at læse.

Jeg kan rigtig godt lide, at du veksler mellem fiktion og refleksion.

Jeg kan også rigtig godt lide dine “kloge ord” – de korte sider, hvor du ridser din livsholdning op. Du får sagt mange fine og kloge ting med få ord – flot.

Skal jeg komme med en indvending, kunne det være, at jeg savner lidt mere konklusion – hvad er det så, der flytter os mennesker. Jeg er godt klar over, at jeg skal kunne læse det ud af hele bogen, men jeg kan godt lide orden, og jeg vil gerne have en hale bundet på hele historien. Eller også skal bogen bare stå for sig selv – uden undertitlen. Der er rigeligt at reflektere over alligevel.